5 bøger til det nye år

5-boeger

Jeg griner altid lidt af mig selv… både, når jeg cykler til biblioteket, og når jeg cykler derfor. Jeg griner, når jeg cykler dertil, fordi jeg også har min kurv fyldt med 8-10 bøger, som jeg har lånt, hvoraf jeg kun har læst 10 sider i én enkelt af dem. Og så griner jeg, når jeg cykler derfra, fordi jeg igen har lånt for mange bøger, som jeg ved, at jeg aldrig når at få læst.

Men det skal være anderledes i år. Jeg har valgt, at jeg skal have ét enkelt nytårsfortsæt; “Jeg vil læse fem bøger på 12 måneder – og selvfølgelig gerne mere, hvis muligt!” Jeg har sat mig dette mål, fordi jeg ved, at det er realistisk. Jeg har også allerede valgt, hvilke fem bøger, som jeg skal nå igennem. Læs hvilke længere nede i indlægget.

5-boeger1

1. Det store spring – Jojo Moyes

Denne bog er valgt af to årsager. 1. Jeg fik den i julegave. 2. Jeg har elsket alle de bøger, som jeg tidligere har læst af forfatteren – du vil også kunne finde hende igen i en af de andre bøger, som jeg skal have læst.

2. Stormfulde Højder – Emily Bronté

En af de bøger, som jeg også griner ved tanken om, fordi jeg er startet på den en million gange, men jeg er aldrig nogensinde nået igennem den. Jeg har hørt så meget godt om denne bog, og det er helt bestemt en klassiker, som man bare skal have læst – eller jeg skal i hvert fald. Den er lidt ældre, og sproget er derfor lidt tungere end i de andre.

3. Mig før dig – Jojo Moyes

Fordi jeg har set den i biografen og bare er nødt til at læse bogen. Egentlig fik jeg bogen til min fødselsdag sidste år, dvs. omkring 8 måneder siden, og jeg har stadig ikke nået at få den læst – selvom jeg har haft et par ferier til det. Og igen er det også en bog af Jojo Moyes…

5

4. Norma – Sofi Oksanen

Jeg har faktisk aldrig hørt noget om denne bog, men forsiden ser utrolig indbydende ud – og hvis du læser på bagsiden, så bliver du også ret hurtigt fanget af en god stemning -, så jeg tænker, at den er forsøget værd, selvom jeg aldrig har hørt om forfatteren…

5. Tidens Pil – Martin Amis

Denne bog blev egentlig anbefalet til mig af min onkel, som tidligere har været utrolig god til at finde nogle spændende bøger eller digtsamlinger. Bogen er dog meget anderledes – jeg er cirka halvvejs med den -, da den er skrevet baglæns, hvilket betyder, at den bl.a. ved dialoger kan være utrolig forvirrende at finde rundt i, men det gør den også meget spændende

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *