Ugens tanker: sandheden om tid

tumblr_onmg86OVQN1ubaef3o1_540

Generelt kan man sige, at tid er sjov ting. Tiden går. Om vi vil det eller ej, så er vi underlagt et genetisk – og fysisk – timeglas, som hver dag bevæger sig tættere og tættere på, hvad man kunne kalde ‘enden’. Vi er underlagt noget, som ikke kan ændres, ligemeget hvor meget vi ville ønske, at vi kunne. Vi kan lege med tiden – eller i hvert fald med vores opfattelse af dens forbipassen. Vi kan gøre den langsommere ved at kede os. Vi kan spole hurtigt gennem tiden, når vi nyder nuet. Men vi kan ikke sætte tiden på pause.

Hvilket nok egentlig også er noget, som jeg efterhånden er ved at indse – at tiden ikke kan sættes på pause. Og ikke nok med det, så er der heller ikke en jordlig mulighed for, at vi nogensinde kan få noget tid igen, når den først er gået, kan intet fremkalde den igen

Hvorfor noget så basalt kan være så skræmmende

Du og jeg ved begge to, at ingen af os skal leve for evigt. Vi ved alle sammen, at livet er givet til os med en stram deadline kaldet døden, og jeg vil ikke lyve for dig – ligenu er du rent faktisk i gang med at dø! Og det er ikke for at være deprimerende, men mere for at motivere dig.

Det skal motiverer dig til at bruge tiden bedre, mere fornuftigt, mere som du gerne vil have det. Skide være med, hvad de andre tænker. Der vil altid være nogen, som er uenige i den måde, du bruger din tid på. Nogle vil mene, at du arbejder for meget, nogle mener du fester for meget, drikker for meget, elsker for meget eller sover for meget.

Men tiden i sig selv er egentlig ikke skræmmende, den er ganske smuk, fordi vi lærer så meget af den. Det, der gør den skræmmende, er udløbsdatoen, som vi heldigvis ikke kender, men ved kommer. Skræmmende, fordi ingen af os ved, hvornår og hvordan vores tid ender. Og skræmmende, fordi vi aldrig bliver børn igen, teenagerer eller studerende, når først tiden er ovre.

Sandheden om tid

Egentlig står det hele meget implicit skrevet til dig ovenover, men blot så budskabet når igennem, vil jeg uddybe en smule.

Målet med dette indlæg er sådan set ikke at fortælle dig, at tiden går – for det ved vi jo alle sammen godt. Derimod vil jeg fortælle dig, at tiden pludselig sætter farten op med 120 km i timen. En eller anden dag sker det, at tiden virker ustandselig, som når du f.eks. har været begravet i lektier 24/7, eller når du har aftaler til højre og venstre hver eneste dag. Jeg har mistet tidsfornemmelsen, og pludselig er der gået et halvt år – uden jeg har nået at få set mig om.

Der er gået et halvt år, hvor jeg ikke har fået skrevet, taget billeder, tegnet – eller på nogen anden måde været udpræget kreativ – hvilket er super ærgerligt, når du som læser f.eks. godt ved, hvor meget jeg tidligere har haft brug for disse ting.

Jeg ved ikke, hvor tiden tager os hen. Måske tager den bloggen væk, eller måske hjælper den mig med at holde bloggen igang? Jeg kan intet love, for man kan ikke forudse tiden – eller ændre den.

Jeg håber, at du har en rigtig dejlig dag

Ugens tanker: om at lande

at lande lille

OBS. Dagens indlæg kommer til at handle om, hvad der kan føles som 10.000 forskellige ting. Ja, det handler om at lande, men det handler også om at gribe, om at smile, om forandringer, om at falde, at se og indse.

 

At lande kan forstås på mange måder. Vi kan se det som den fysiske aktivitet, der sker, når vi efter et stykke tid over eller under jorden igen kan lande trygt på fast grund. Vi kan se, det som værende noget symbolsk. Noget, som fortæller os, at vi er kommet hjem. Vi er endelig færdige med at lede efter et sted, hvor vi passer ind. Vi er landet.

Du skal vide

…at livet hver dag tilbyder dig minimum to til tre oplevelser, som kan gå hen og blive altafgørende for, hvordan din dag vil være i morgen. Oplevelserne kan være små ting, som mennesker du møder, ting du køber, en film du ser, men det kan også være større ting, som et dødsfald, en ulykke, en flytning.

Livet giver dig også hver dag muligheden for at vælge, hvordan du tackler disse oplevelser. Om du griner dig ud af situation med et totalt fejlkøb, eller om du flipper ud og føler, at alting da også bare er helt galt i dag… ser du, det er fuldkommen op til dig.

Lidt om chancer

Du skal vide, at livet nogle gange er så hamrende uretfærdigt, at det halve kunne have været nok. Det lader dig tage idiotiske beslutninger, som du senere hen vil fortryde. Du vil derefter forsøge at tilegne – bede om – en ny chance. Og nogle gange, har du muligheden for at gøre det hele godt igen. Du får muligheden for at rydde op i de ting, som du har smadret.

Men andre gange, så er der ingen vej tilbage. Der er ikke plads til fejltrin – slet ikke nogle så store, som dem du har begået. Du må indse, at det eneste rigtige og logiske, som du kan gøre nu, er at acceptere. Det værste og hårdeste i verden er s** at acceptere. Men nogle gange, er det en nødvendighed, for at vi kan komme videre i livet.

Det er så let at fortryde sine beslutninger her i livet. Men for det første, så får vi intet ud af blot at have ondt af os selv. Og for det andet, så lærer vi nogle af de vigtigste ting i livet, når vi står midt i fiasko. Vi lærer, at vi fejlede. Vi lærer, hvad vi ikke skal gøre næste gang.

Højt at flyve… langt at falde

Jeg drømmer om rigtig, rigtig, rigtig, rigtig mange ting. Mange af mine drømme er små. Det kan være små gøremål, som jeg blot vælger at kalde drømme, fordi ordet lyder så godt. Det kan være en drøm om, at jeg en dag vil få ryddet ud i mit sortiment af tøj. Det kan også være drømmen om at smile lidt mere.

Og drømme kan minde om at flyve. Tanker kan minde om at flyve. De kan minde om mange ting – og de kan minde dig på dig. De kan minde dig på mennesker. Minde dig på gamle oplevelser. Men mest af alt, så minder drømme om at flyve.

Og at have mange drømme, vil så derfor betyde, at man flyver meget, meget højt – nogle gange lidt for højt. Drømme kan minde om ambitioner. Ambitionen om at ville det hele, på så forfærdelig kort tid. Ambitionen om at være den bedste, når man allerede har mødt den dygtigste.

At flyve, have drømme, have ambitioner, kan gøre rigtig ondt. For som ordsproget siger, jo højere du flyver, jo højere vil du også falde. Jo mere vil du slå dig.

Dog skal det på ingen måder virke som en afholdelse fra at tage store chancer eller skridt i livet. Og det skal heller ikke betyde, at man ikke må have ambitioner – bare de ikke bliver så tårnhøje, at de skader mere, end de nogensinde ville have kunnet gavne.

Jeg håber, at tankestrømmen ikke afskrækkede dig fuldkommen.

Du må have en forhåbentlig fortsat god tirsdag – og resten af ugen.

Ugens tanker: om at arbejde

Ugens tanker at arbejde

Billede fra Deviantart

Jeg kan godt lide at skrive på bloggen om aftenen. Det har jeg vist egentlig også nævnt før. Jeg udgiver dog sjældent det, som jeg skriver. Det er der to grunde til. 1: fordi mine øjne og mit hoved er lidt for træt til at se fejl og dumme sætninger. 2: fordi indlæggene som udgives om dagen har det af én eller anden grund med at være det mest populære.

Men det, at jeg skriver om aftenen. Betyder, at jeg i skrivende stund befinder mig under en alt for varm dyne i skrædderstilling med en portion vandmelonstykker – som jeg skar og satte i køleskabet tidligere i dag – samt en kop soya-kakao-drik. Dagen er gået med arbejde, praktiske gøremål – som at tage en lur, hvilket jeg aldrig nåede til -, et møde med en rigtig god veninde og til sidst lidt yoga, fordi jeg lider af lidt mavesmerter lige for tiden… av, av…

Men nu skal det hele ikke gå hen og handle om, hvad jeg lavede i går aftes. For det er et helt andet indlæg omkring, hvordan jeg i øjeblikket har været alene hjemme og forsøgt mig med forskellige veganske ting og sager – fordi jeg meget snart overvejer endnu en drastisk livsændring, hvis man overhovedet kan kalde det det?

Og så til sagen…

I dag har jeg valgt at lave endnu en omgang ‘Ugens Tanker’. Mest fordi jeg ikke lige har tid til at være kreativ med billeder eller lign. Men også fordi jeg lige har et par tanker, som jeg egentlig synes var værd at dele. Så i dag skal det handle om at arbejde. Mest når man er ung, fordi jeg bedst kan relatere til min egen situation.

Så, hvad arbejder jeg som?

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har fået nævnt det på bloggen, men det sidste år har jeg arbejdet hos en lokal bager i den by, hvor jeg er vokset op. Jeg har været utrolig glad for at arbejde der – selvom jeg måske nogle gange har arbejdet lidt for meget, hvilket er 100% min egen skyld.

Men man kan ikke blive det samme sted for evigt, selvom det ville være nemt. Det har heller ikke været skjult på bloggen, at jeg for nyligt er flyttet. Og jeg er flyttet ca. 20 minutter væk fra mit arbejde, og der er altså ingen busforbindelse, så jeg har været nødt til at søge nyt. Det er så endt ud i, at jeg nu har fået job i SuperBrugsen i vores nye by. Og nu kan jeg cykle på arbejde.

Jeg har arbejdet siden jeg var 15 år gammel, så egentlig kun lidt over et år.

Fordele og ulemper

Når man er ung og har et arbejde, så er det gået op for mig personligt, at der er en masse fordele og desværre også en masse ulemper. Alt kan jo ikke være solskin og solbæris, så man må også leve med nogle af de lidt mere trælse ting. Her er et par stykker:

Ulemper:

  • Transporten. Det er super træls at være afhængig af f.eks. offentlig transport, når man som ung ikke har kørekort. Det er dog fedt, hvis man kan cykle – uden at det er alt for langt
  • Morgenvagter. Faktisk, så kan der godt argumenteres for, at dette er en fordel OG en ulempe. Det er altid liiidt surt, når man skal op 5:20 – specielt, hvis der er fest eller lign. dagen før. Men på den anden side, så er det dejligt, at arbejdet er overstået. For jo tidligere du møder, jo tidligere får du også fri.
  • Afhængigheden. Det gik ret hurtigt op for mig, at der pludselig var nogen, som var afhængig af en. Min chef var afhængig af, at jeg mødte op og var rask til hver vagt, fordi vi ofte kun er én over 18 og én under 18. Så man kan ikke bare lig undværes. I skolen kan man næsten altid blive hjemme, hvis man bliver syg.

Fordele:

  • Dine kollegaer. Jeg har mødt så mange søde mennesker på mit arbejde. Både nogle under 18, men også mange under. Og det er super dejligt, når man trives og glæder sig til at komme afsted.
  • Bare mennesker generelt. Jeg har elsket at stå i butik, fordi der er så meget kundekontakt. Du får lov til at snakke med utrolig mange mennesker i løbet af en vagt. Det giver på én eller anden måde en rigtig dejlig følelse i kroppen – specielt, hvis de forlader stedet med et smil!
  • Dine egne penge. Jeg har ikke fået lommepenge siden jeg begyndte at arbejde. Og det kan da nogle gange være lidt træls, når man skal betale det hele selv, men samtidig, så er det fedt, at man har egne penge til rådighed.

At tjene sine egne penge

Og nu fortsætter jeg den lige hernede. For noget af det bedste ved at arbejde som ung, det er at tjene penge. Ikke fordi de skal bruges alle sammen, men det er rart at have muligheden for at spare op til ting, som man virkelig ønsker sig.

På samme tid så lærer man også utrolig meget ved at få løn. Du lærer f.eks. lidt om, hvor meget du rent faktisk skal arbejde for at købe en ny mobil. Og du lærer, hvordan penge kan forsvinde næsten endnu hurtigere end du er kommet.

Jeg tror, at det er en rigtig god øvelse, at man har sine egne penge som ung. Så se dig nu at få et arbejde – og brug pengene, mens de betyder noget for dig. 1000 kr. er måske meget nu, men ikke så meget værd, når du fylder 35.

I næste uge sker der noget MEGET spændende på bloggen, så husk at kigge med.

Hvorfor vi ikke bare skal lade tingene gå, når de ikke går

hvorfor vi ikke

Billede fra Tumblr – HER

Her på bloggen har jeg tit brugt Ugens Tanker til at snakke/skrive om nogle emner, som jeg har fundet relevante. Det har ofte været emner, som har vedrørt noget på givende tidspunkt i mit liv. Denne ‘lille’ serie har givet mig en mulighed for at være mere sårbar end jeg ellers er på bloggen – selvom jeg selvfølgelig sjældent snakker om dybt personlige og private sager. Faktisk er det ofte nogle af disse indlæg, som har vakt størst opmærksomhed hos jer. Det er altid rart, at der er nogle, som læser med, selvom emnerne nogle gange godt kan blive lidt for filosofiske.

I dag vil jeg gerne have lov til at skrive lidt om, hvorfor vi ikke bare skal lade tingene gå, når de ikke går. Hvis den sætning lyder lidt snørklet for dig, så vil jeg hjælpe dig med at forstå det gennem indlægget i dag. Igen er det vigtigt at pointere, at jeg kun gør brug af egne erfaringer og synspunkter. Hvis du er uenig, så vis det endelig i en kommentar!

Det skal lige siges, at indlægget er rigtig langt, så hvis du vil læse mere (og du er på bloggens forside), skal du lige klikke videre her nedenunder.

Continue Reading

Ugens tanker: om tid

test

Efter en lidt længere pause en normalt – som faktisk også var ret tiltrængt – er jeg vendt en smule tilbage til bloggen. I hvert fald lige denne ene gang. Det er rigtig mange ‘private’ ting, som lige tumler rundt i min hverdag lige for tiden. Så der er desværre nogle ting, som kræver mere fokus end andre – det kender vi vist alle sammen lidt til?

I dag vil jeg gerne lige update dig med en omgang; ‘ugens tanker’. Mest af alt, fordi det føles som forfærdelig lang tid siden, at jeg har kunnet skrive frit om hvilket som helst emne, men også fordi jeg endelig har fundet noget, som er delvist relevant at bringe op på bloggen. Faktisk er jeg en smule i tvivl om, hvorvidt emnet har optrådt på bloggen tidligere?

Hvad er tid?

Her den anden dag fandt jeg et gammel screenshot på min mobil, som jeg havde taget. Billedet var af et citat, som fortæller noget rigtig vigtigt om tid. Det er meget langt, men jeg vil gerne bruge lidt tid på det nu her – for det er uhyre vigtigt! P.s. det er oversat fra engelsk til dansk af mig selv… så…

“Forestil dig, at der er en bankkonto som giver dig 86.400 kr. hver morgen. Der bæres ingen penge videre til næste dag. Hver aften sletter banken alle de penge, som du ikke har fået brugt i løbet af dagen. Hvad ville du gøre? Hæve hver en øre, selvfølgelig? Vi har hver især sådan en bank. Den er kaldet tid. Hver morgen giver den dig 86.400 sekunder. Hver nat går alt, som du ikke fik brugt ordentlig, tabt. Sekunderne kan ikke gemmes og den tillader ikke noget ekstra. Hver dag er der en ny konto, som åbner sig for dig. Hver nat brændes resterne. Hvis du ikke formår at bruge dagens indkomst, så er det dit tab. Der er ikke noget, som bare kan gemmes og overføres til i morgen. Du må leve i nutiden med dagens indkomst. Invester i hvert eneste sekund. Uret tikker. Gør mest ud af i dag.”

Få det meste ud af tiden?

Rigtig mange af os ved, at tiden er dyrebar og den er kort. Men selvom vi ved det, så glemmer vi det alligevel engang i mellem. Men det er også svært at vide, hvordan man får mest ud af 24 timer. Mange af os tro, at vi skal være produktive hele tiden, vi skal være igang med en masse projekter på én gang og vi skal konstant være omringet af to-do-lister.

Men får du ikke også noget ud af dagen, hvis du bruger den på stranden i sommervejr med mennesker, som du holder af? Får du ikke noget ud af din dag, hvis du tager noget tid for dig selv? Du får altid noget ud af dine dage, hvis det du laver gør dig glad for får dig til at nyde livet.

At skabe værdi i livet

Personligt føler jeg, at jeg ofte får utrolig meget ud af mine dage. Men det er også fordi jeg laver så mange forskellige ting hele tiden. Derfor har jeg følelsen af at lave meget og få noget ud af det. Men hvis man tænker over, om tingene, som man laver, overhovedet skaber værdi i ens liv – så vil svaret måske være anderledes?

Jeg er da bange for, at jeg på et tidspunkt i mit liv vil nå til et punkt, hvor jeg sidder og ærgrer mig over den måde, hvorpå jeg har brugt mine dage. Er det bare mig der har den følelse? Måske skal vi slet ikke tage tiden så seriøst? Det er måske mere vigtigt bare at være glad generelt?

NB! Der kommer en update i morgen om, hvad jeg egentlig helt præcis går og fordriver tiden med, når jeg ikke er på bloggen!

Hvad betyder tid for dig?