Min konfirmation 2015

konfirmation 2015

Så blev det endelig tid til et længe udskudt indlæg. Nemlig indlægget omkring min konfirmation. Jeg har tusindvis af billeder, men følte at indlægget blev lidt for overvældende, så jeg nøjes med en collage.

Det skal lige siges, at jeg havde en fantastisk dag med en masse dejlige mennesker, gaver og god mad!

ADVARSEL! Langt indlæg forude! Klik for at læse videre!

Først og fremmest vil jeg sige tusind tak til alle de gæster, som lige nu læser med. I var med til at gøre dagen helt fantastisk og uforglemmelig! Ugerne op til min konfirmation var utrolig hårde, både for mig, men specielt også for min mor og far. Jeg er ret perfektionistisk. Så når skoene ikke lige passer, farven på servietterne ikke matcher bordkortene og kjolen pludselig bare ser rigtig træls ud… så stresser jeg… jeg stresser rigtig meget. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at tiden op til min konfirmation indeholdte en masse ‘kriser’. Btw. så er min kjole fra Lilly og kostede 500 kr.

Min dag startede kl. 6:30 hvor jeg vågnede efter en ualmindelig god nattesøvn. Så stod jeg op og lagde min make-up – hvilket i første omgang gik totalt galt, så jeg måtte lægge min foundation to gange (her skal jeg lige takke min søster, som fik mig til at falde ned). Så var det ellers bare afsted til frisøren, som satte mit hår helt perfekt og præcis, som jeg ville have det. Jeg var virkelig skeptisk over, at jeg skulle lægge mit hårs skæbne i andres hænder, det er yderst ubehageligt, men heldigvis var min frisør jo fantastisk.

Så gik turen til kirken, – 10:30 – hvor jeg blev konfirmeret med min gamle klasse. Det var rigtig hyggeligt at blive konfirmeret med sine barndomsvenner. Så kom vi ud af kirken, og der var kaos. Der var folk overalt, og folk kom bare med gaver, roser og kort. Så der stod man egentlig bare ude foran kirken og lignede en forvirret pungrotte.

Efter kirken skulle der bare holdes fest, og den varede ind til ca. kl. 20, hvor de sidste gæster begyndte at tage hjem. Under festen var der rigtig mange fine sange, som min familie havde lavet. Og så holdt min far tale, og jeg holdt tale – jeg var nervøs, men det gik heldigvis godt. Det hele gik bare så fint, og jeg kunne ikke have været mere tilfreds med dagen.

De fleste er bange for, at man kommer til at være skuffet, når dagen er ovre. Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, som gerne vil opleve dagen igen. Men for mit vedkommende gav dagen mig så mange indtryk, og på én eller anden måde, så var det hele bare nok. Nu kan jeg kigge tilbage på dagen, og huske hvor glad man var.

Der kommer forhåbentlig også snart et indlæg op omkring mine gaver!

Til alle jer, som ikke er blevet konfirmeret: Glæd jer! Og husk nu, at I skal nyde det, for lige pludselig er dagen slut!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *