Ugens tanker: at sige sandheden

portræt sandhed

Det er egentlig lidt et grænseoverskridende indlæg, som jeg skriver i dag. For selvom jeg sjældent lyver – fordi jeg først og fremmest er ualmindelig dårlig til det -, så siger jeg jo hellere ikke sandheden. Vi deler jo aldrig alt om os selv sådan 100% – ikke engang med vores tætteste veninder. Nu skal det selvfølgelig ikke være et indlæg, hvor jeg deler min største hemmelighed… For den kommer egentlig ikke rigtig nogen ved, udover mig selv.

Jeg vil gerne snakke lidt om sandheden i dag. Mest fordi det var det første emne, som poppede op i mit hoved, da jeg skulle skrive ugens tanker, men også fordi det igen er noget, som sjældent bliver taget op.

At være to personer samtidig

Vi er mestre i at sætte en facade op… og når jeg siger os, mener jeg teenagere. Vi er konstant omringet af sociale medier, hvor det er muligt at fremstille sig selv på præcis den måde, som man ønsker. Du kan vise din sporty side, din sociale side, din kunstneriske sider. Oftest viser du alle de positive sider. Tænk over, hvordan du sjældent deler de kiksede ting, som du gør eller den nørdede ting, som du virkelig brænder for. Vi sørger ubevidst også for at vise vores bedste og mest tiltrækkende side, når vi er blandt venner. Jeg ved ikke med jer, men jeg føler mig ofte splittet mellem to personligheder – altså ikke bogstavlig talt, vel. Som om man konstant skal gå rundt og undskylde for den, som man er. Hvilket jo egentlig er helt forkert. Heldigvis føler jeg det ikke sådan længere, men de mange første måneder på min nye skole, havde jeg det sådan.

Når man lyver, for at skåne andre

Jeg har altid troet på, at jo mindre du afslører om dig selv, jo nemmere vil det være at undgå at blive såret. Man kan nærmest se det som et skjold, som sættes op, fordi jeg er bange for at blive såret. Det har resulteret i mange ting bl.a. tab af veninder, men også tab af andre ting, som jeg ikke helt er klar til at dele på bloggen endnu.

Jeg lyver som sagt sjældent – det bliver ihvertfald hurtigt opdaget, hvis jeg gør. Men når jeg lyver, så gør jeg det ikke direkte, jeg undgår bare at sige sandheden. Men hvad er egentlig værst? At lyve direkte? Eller bare holde sin mund?

Jeg har ofte løjet overfor nogen, og derefter så virkelig håbet på, at de ville kigge mig i øjnene og sige: “Jeg ved, at du lyver. Jeg ved, at du skjuler noget. Og jeg ved, at du har brug for mig.”

At indrømme sandheden overfor sig selv

Puhaa… Det er næsten det hårdeste. F.eks. når man bliver nødt til at indse, at man ikke var god nok. Eller at ham fyren fra klassen over én ikke kunne lide dig. Det er forfærdeligt at være tvunget til at se sandheden i øjnene, for det gør ondt. Du bliver bare nødt til at huske, at jo hurtigere du erkender sandheden, jo hurtigere kan du komme over den.

Så hvad kan vi lære af sandheden?

– Sandheden kan være smertefuld, ond og fyldt med forræderi

– Den vil før eller siden komme frem, ligemeget hvor meget du forsøget at holde den gemt

– Du kan ikke lyve for dig selv – ihvertfald ikke uden at tabe dig selv totalt på vejen

– Husk at du aldrig 100% kan vide, hvem andre er, og hvad de tænker på

 

Undskyld for den spontane tankestrøm… Jeg har bare en milliard ting i hovedet, og nogle gange kan jeg kun holde det ud, hvis jeg skriver om det.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *