Ugens tanker: om krig (essay)

Migrants crossing the border from Serbia into Hungary.

Migrants crossing the border from Serbia into Hungary. Årets pressefoto 2016. Warren Richardson.

I dag skal ugens tanker handle om noget lidt andet end normalt. Det skal ikke så meget handle om mit syn på en problemstilling i min egen hverdag, men mener om en problemstilling, som samfundet generelt går i gennem. Det skal handle om os og dem. Og at tage og om at give. I dag skal det handle om flygtninge.

Først og fremmest skal jeg lige gøre opmærksom på, at dette er min holdning, og jeg respekterer 100%, at der er personer, som ikke er enige med mig.

Indlægget i dag er et essay, så det er ekstra langt. Klik videre, hvis du vil læse med!

Flere tusinde mennesker bliver dræbt om året på grund af krig. Og mere en dobbelt så mange må hver dag leve med frygten for, at netop deres liv er det næste, som skal ofres. Børn lever hver dag med bekymringer om, hvorvidt det er deres forældres tur næste gang, når krigen igen giver udbrud.

Der bruges milliarder af penge verden over på at føre krig. Vi sender soldater til Syrien det ene øjeblik, mens der det næste sendes lige så mange – hvis ikke flere – afsted til Afghanistan.

Vi har kunnet markere årsdage for 1864, 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig her i år 2014 og i 2015. Det er dage – år –, hvor vi kan tænke tilbage på, hvor frygtelige vores forfædre var. Men også dage, hvor vi har kunnet mindes alle de liv, som gik tabt og alle de liv, som blev ofret.

 

Når du er født som dansker, så vokser du op i et land, hvor du er fri og tryg. Jeg har aldrig oplevet noget, der overhovedet kan sammenlignes med krig.

 

Af gode grunde, så kan jeg ikke berette om tiden, hvor Danmark var besat. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan byerne så ud, hvordan folk levede. Faktisk kan jeg kun referere til de ting, som mine historiebøger fortæller mig og mine klassekammerater om. De gode ting. De sejre som Danmark havde og de nederlag, som tyskerne måtte lide under.

Mine historiebøger fortæller mig, at Tyskland var de såkaldte ’bad guys’. De var forkerte på den, nazister, modstandere, inhumane. Og det var de alle sammen, hele befolkningen – ikke noget med undtagelser. Det er i hvert fald det billede, som jeg formår at stykke sammen, når jeg er blevet undervist i krigen. Men alle tyskere var jo ikke ondskabsfulde. Præcis på samme måde, hvorpå alle muslimer ikke er ude på at begå terror eller slå folk ihjel.

 

I Danmark

I Danmark holder vi os selv rigtig meget på afstand, vi står på sidelinjen og kigger på, mens vi lader andre undersøge terrænet først, så vi undgår at lave fejl. Dette er i hvert fald min opfattelse. Vi er så ’fine på den’ med vores ytringsfrihed, vores demokrati og vores lykkelige samfund.

Når du er født som dansker, så vokser du op i et land, hvor du er fri og tryg. Jeg har aldrig oplevet noget, der overhovedet kan sammenlignes med krig. Jeg har højst læst lidt i nogle bøger, set billeder eller leget krig et par gange i børnehaven, da jeg var noget yngre.

Jeg har altid været tryg, når jeg lagde mig i seng om aftenen velvidende om, at der med stor sikkerhed aldrig ville ske mig eller min familie noget.

Det er en garanti, som de fleste danskere tager for givet. Det gør jeg nok også selv, jeg skal ikke sidde her og spille hellig. Men det grinagtige er bare, at langt de fleste ikke gør en skid ved det, når der vises billeder fra krig i fjernsynet.

 

Påvirkning

Krigen påvirker os på forskellige måder. Jeg begynder f.eks. at tænke på de mennesker, som jeg holder allermest af. Jeg tænker på min familie, mine venner. Men så heller ikke længere end det.

Krigen har ikke afsmittende virkning på hverken mig eller de ting, som jeg foretager mig. Jeg bliver ikke specielt hårdt ramt, selvom jeg bare nogle gange ville ønske, at jeg måske egentlig gjorde det?

Jeg har det lidt som om, at krigen er for langt væk til at jeg kan relatere til den. Den præger ikke min hverdag, og jeg tænker ikke konstant på, at den er der. Jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind i de ting, som folk andre steder i verden udsættes for. Og det er måske okay?

Måske skal vi ikke blande os så meget i andres liv. Måske er det egentlig okay at tage lidt afstand fra det hele. Lade det ligge. Vi skal ikke gemme det fuldkommen væk – kun for en kort stund –, men måske bare lade krig være krig, og så ikke mere?

 

Årsager

Der har gennem tiden været mange forskellige årsager til krig. De fleste har været grundet lysten til at erobre nyt land, mens andre i nyere tid har været styret af race, religion og diverse politiske holdninger.

Der er rigtig mange steder i verden, hvor man ikke mener, at det er en menneskeret at have personlige meninger eller ytringer. Ved siden af alt det, så ligger der også de steder i verden, hvor der ikke findes demokrati, men derimod diktatur. Det betyder, at folket ikke har noget at sige, når der skal tages beslutninger.

Så kunne uenighed måske være én af de mange årsager til krig? Eller findes der andre årsager?

 

For igen, så er der jo så meget had. Så meget uenighed overalt omkring os. Der er så mange folk, som nedrakker andre, slår eller i værste fald dræber i forsøget på at forsvare deres overbevisninger. Deres meninger stikker så dybt i deres natur, at de vil ofre deres eget og andres liv, bare for at andre vil tro på det samme.

 

Personligt, så synes jeg, at disse mennesker må være bygget af et andet stof end resten af os. For mig at se, så er de psykisk syge på et eller andet plan. Det kan selvfølgelig også bare være ren og skær ondskab. Men alle mennesker må da have noget godt i sig?

Der er måske flere gældende faktorer, som spiller ind. Krig bygges måske af noget stærkere? Noget dybere? Noget som vi på en eller anden måde måske ikke helt kan forklare?

 

Samfundet i dag

Krigen påvirker også den tid, vi lever i. Alt, hvad vi har i dag, er bygget op af vores historie, vores kulturelle udvikling og den politiske fremgang. Selvom krigen ofte ’kun’ er hverdagskost for 1/3 af verden, så bliver de sidste 2/3 også påvirket. Når vi skal snakke politik, så er krig et relevant emne. Såfremt der skal bygges skole, kan krigen spille en bestemt rolle. Og endda når vi skal have børn, kan vi spørge os selv, om krigen skal have indflydelse på deres opvækst og opdragelse.

Jeg tror på, at krigen påvirker os så meget, som vi tillader det. Hvis vi lader den styre vores samfund eller vores hverdag, så er vi garanteret, at den vil gøre det. Krigen påvirker os, fordi vi lever med sympati for de lande, som det går ud over, og vi skammer os over de lande, som starter det.

Krigen skaber en splittet verden. Der skabes mere og mere afstand i mellem stormagterne, såvel som mellem de mindre lande.

 

Vi tror, at vi har så meget tid. Som om jorden tilhører os, og vi bare kan gøre præcis som det passer os. For nogen mennesker er hele verden ubetydelig. For dem er der ikke noget, som hedder medmenneskelighed. De kender heller ikke ord som sympati, støtte, fred og kærlighed.

Der findes mennesker, som er så opsat på magt, at de vil ofre deres familie inkl. deres højre hånd. At nogle mennesker kan være så ’blinde’, det er mig helt uforståeligt.

 

Hvis skyld er det?

I Danmark står vi måske ikke lige midt i krigen. Vi mærker ikke skud, som brøler ude på gaden. Vi hører ikke lig, som falder om hver 10. minut. Men de er der jo alligevel.

Bare fordi, vi ikke bliver påvirket af disse ting. Betyder det så, at du og jeg ikke er en del af krigen?

 

Krig kræver soldater. Soldater kræver trænede folk. Det vil sige folk, som er villige til at ofre alt, hvad de har, så der er en mulighed for en dag at skabe fred. Det kræver penge, det forlanger tid og vigtigst af alt, så opkræver det en forfærdelig masse uskyldige menneskeliv.

Og vi som danskere har lige så meget indflydelse på, hvilke liv, der skal ofres. Vi betaler for, at soldaterne kan kæmpe kampene. Vi betaler en uerstattelig sum penge for at børn skal leve i utryghed og ruiner hele deres liv, mens Hr. og Fru. Danmark sidder trygt i deres varme stuer.

Vi bidrager til det, som sker rundtomkring i verden – om vi vil det eller ej. Så før vi kigger på alle de andre lande og pointerer deres fejl, så skulle vi måske i virkeligheden kigge lidt mere indad?

 

Men hvad skal der så egentlig ske for fremtiden? Fortsætter krigen. Bliver det blodigere, koldere, større, mindre? Måske ender vi bare med at ødelægge hinanden. Måske ender vi med en kæmpe atomkatastrofe, som resulterer i, at vi faktisk udsletter os selv.

 

Men hvad opnår vi så? Frihed? Større indsigt i hinandens og vores egne forskelligheder? Medfølelse for andre mennesker, større kærlighed til andre end os selv?

Vi anskaffer os i hvert fald ikke én eneste stump selvrespekt. Folk glemmer tit, hvad der ligger tilbage efter krigen. Alt ligger i ruiner. Og måske vil vi ikke engang leve efter krigen. Måske bliver livet så trist og uoverskueligt, at vi overhovedet ikke ville kunne fungere – hverken mentalt eller fysisk. Børn har mistet deres forældre, og unge mennesker må opgive håbet om nogensinde at få en ordentlig uddannelse. Krigen ødelægger drømme.

For de fleste lande, ofte dem, hvor krigen er værst, lever folket i håb om, at de en dag vil ende et bedre sted. Det håb som de har, det er det vigtigste som mennesket overhovedet kan have. Uden drømmen om engang at leve i fred, så mister vi vores livsløst. Uden håb er vi intet.

  • Karoline Haugaard 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *